FORÅRSPRAKSISSER
Forår er barn af Vinter og Sommer. Det spæde Forår afspejler begges indflydelse og måske lidt en kamp mellem far, Vinter, og mor, Sommer.
I takt med at Forår modnes og kommer til at ligne sin mor mere og mere, bevidner vi den naturlige verdens opvågning.
Vi må fejre det! Hurra, Forår er født!
NYE BEGYNDELSER
Foråret er nye begyndelser. Måske er det tid til at nære og lade noget spire, som betyder noget for dig eller lave intentioner for tiden, der kommer.
Selv skal jeg op til gården Mangholm for at lære om regenerative køkkenhaver.
Jordens Hus åbner en udstillings- og deltagelsesplatform, Renæssancejord, i det tidligere fængsel, Vridsløselille i Albertslund. Jordens Hus er en forening, "der vil begejstre og forbinde mennesker til den levende jords mangfoldighed." De arbejder med forskere, kunstnere og praktikere. Du kan blive medlem af foreningen og/eller besøge udstillingerne.
FUGLE
Der er ingen grænse for min kærlighed til fugle! Forår og fugle hænger SÅ meget sammen, gudskelov!
Jeg er ved at lære 'bird sit'; en meditativ lyttepraksis. Når man lytter til fugle, får man det bedre på mange niveauer, fysisk, psykisk og sjæleligt, ville jeg mene. Studier har vist, at ens livsglæde og generelt humør forbedres. Lytningen reducerer stress, depression, angst, højt blodtryk, inflammation, ADHD og ADD. Det forbedrer søvn, energiniveau, kognition og korttidshukommelse. Ja, selv hvis man nylig er blevet opereret, hjælper det kroppen. Det booster ens immunsystem. Forbedrer ens empati og dermed også sociale relationer, ens taknemlighed for nuet, ens egenkærlighed og selvaccept. Og når man selv har det så godt, kommer det alle ens relationer til gode.
Så, der er heller ingen rationelle grunde til at lade være. Jeg har ikke en gang nævnt de æstetiske goder - det lyder jo tilmed så smukt.