top of page
Jørgen

Jørgen

ANCESTRAL ROADTRIP

Spiralen af jord, kirsebær og heste

Essay

I takt med at mit liv ændres, noget nedbrydes og noget nyt spirer frem, tænker jeg på mit familiære økosystem. Det har med tid og alder at gøre; ikke mindst at min far Jørgen er fyldt 83 år og den eneste ældre, jeg har tilbage. Jeg spørger ham, om han vil tage på road trip med mig: køre en tur tilbage i tiden, så jeg kan forbinde steder og landskab med historier om mine forfædre og -mødre, hvis skuldre jeg står på.
 
Jørgen er lidt af en storyteller. Han er fuld af kulørte historier fra sit arbejdsliv og utallige handler, indgået under pudsige omstændigheder. Historier om en barndom på en bondegård i efterkrigstiden og et liv som selvlært, entreprenant selvstændig med op- og nedture.
 
Blandt nedturene hører, at Jørgen været ved at dø adskillige gange af meningitis, blodpropper, to-tre alvorlige bil- og motorcykeluheld og et fald i søvne som barn fra en 1.sal. Hver gang har han sneget sig tilbage til livet
 
Da flere af de nærmeste familiemedlemmer, Jørgens far, bror og søster, døde tidligt i aldre fra 27-57 år, alle af forhøjet kolesterol, har han selv har regnet med at forlade de levendes verden, siden han var 70 år (og naturligvis også før i forbindelse med de mange nærdødsoplevelser).
 
Vi taler jævnligt om, at det kan ske når som helst. Ikke alene har han for højt kolesterol, men også diabetes, en firdobbelt bypass, søvnapnø, spiserørsbrok, spiserørsforsnævring, for højt blodtryk og nu også øjne, der degenererer langsomt. Hjernen, derimod, fejler ikke det fjerneste, og netop derfor har jeg spurgt ham, om han vil fortælle om den tid, der ikke længere er.
 

AT KOMME TIL LIVE:
LILLE FRYDENDAL

Bildørene smækker, og Jørgen bakker ud af parkerings-kælderen. Da vi forlader Holbæk og kører nordvest mod Odsherred, finder jeg telefonen frem og starter en lydoptagelse. Ancestral Road Trip. I takt med at vi forlader den by, som han har boet i hele sit voksenliv og jeg hele min barndom, rykker fortiden tættere og tættere på. Det går stærkt. Jørgen har nemlig kun flyttet ganske få kilometer hele sit liv. Alligevel varer turen adskillige timer, for han har som sædvanligt meget på hjerte.

 

Min fars personlige historie er samtidig en historie om et samfund i forandring. Et samfund, hvor landbrug, mobilitet og infrastruktur, økonomi og handel byggede på relationer, tillid, ordentlighed og (langsommelig) tid. Det var dengang, verden ikke accelererede helt så stærkt, og hvor der var andre bånd mellem mennesker og den naturlige verden og andre rytmer, som vores hovedpersoner var spundet ind i. Hvor arbejdsopgaver og kost var synkroniseret med årstiderne og jordens rotation.

 

I 1938 blev Jørgen født. Året efter flyttede han med forældrene, Robert og Marie, og sine søskende Vagn, Grethe og Bent fra noget, der lyder som Helvede, til noget, der lyder som Paradis: fra Destruktionsanstalten tæt på Nykøbing, hvor døde kreaturer blev yderligere destrueret til fedt og benmel, til Lille Frydendal i Tuse. Alene navnene! Destruktions-anstalten forblev i familiens eje til efter krigen, og den lille Jørgen elskede at hoppe på vognen og få spændende, dog ildelugtende ture, når der blev hentet døde dyr på gårdene i området.

Jørgen og jeg besøger ikke Lille Frydendal. Vi kører ganske langsomt forbi. Jørgen udpeger sin cykelrute til landsbyskolen og viser den mark i udkanten af gårdens areal, som toget kørte gennem. Når gæsterne skulle hjem fra middag og fest, ringede Robert til stationsforstanderen og fik toget til at stoppe på marken og tage gæsterne med mod København.

IMG_8147.jpg

Lille Frydendal var en stor gård med masser af liv: 10-12 karle og piger samt svin, køer, heste, får, geder, kaniner, høns og hunde. Der var kornmarker og en kæmpe køkkenhave.

IMG_8148.jpg

Ud ad vinduet på førstesalen, over dørpartiet, kunne Jørgens første møde med døden have fundet sted. En drøm om at blive jagtet af en vred storebror fik Jørgen til at flygte ud på det skrå tag, hvorfra han faldt ned. Siden kom der tremmer for vinduerne.

Marie blev kaldt Fru Robert Olsen i byen, og Robert var en kendt og vellidt mand i lokalområdet. Ven med greven fra Løvenborg og nogle af byens pinger, men også med områdets bønder. Han var underholdende og festlig. Marie var en klippe, en troende klippe, og jeg husker hende som kærlig, krammende og sjov. Hun lærte mig at bede Fadervor inden sengetid. Hun hørte søndagsgudstjeneste i radioen og serverede kirsebærvin som små shots, når vi spillede kort (Bedstemor med slag i).

 

Marie er den eneste af de to, som jeg har kendt, og da jeg var 11 år, døde hun. Hun er dog i høj grad stadig levende for mig. Jeg husker hendes lejlighed, duftene, tekstilerne, møblerne. Jeg husker gulve, sengetæppe, gebis i vandglas, det gamle komfur, kanariefuglen Pip Hans. Jeg husker duften af ristede boller og smagen af kakaomælk med skind på. Citronvand og tarteletter. Jeg husker opgangen og udsigten fra 8. sal, veninden Fru Nedergaard, gåturene til legepladsen. Min sanselige erindring af hendes verden kan transportere mig lige lukt tilbage i hendes selskab.

 

Marie kom i slutningen af sit liv til at tildele min far en livsmission, da hun øjnede, at netop han var den af hendes børn, der ville kunne løfte det tungeste, men vigtigste ansvar, hun ønskede placeret: at tage vare på familien.” Hun havde en særlig tillid til mig og så noget i mig,” fortæller han. ”Måske var det, fordi jeg flyttede med hende i en lejlighed, efter far døde. Jeg boede hjemme hos hende, til jeg var 27 år, og jeg ordnede mange praktiske ting.” 27 år!?

 

Jørgen holdt sin del af aftalen med sin mor efter hendes død. Ikke problemfrit, ikke uden ærgrelser, konflikt og brud i familiens bånd. Men inden det (kærligt) patriarkalske styre startede, blev familiens yngste til sin store fortrydelse ofte forvekslet med en lille pige med sine mørke, lange krøller.

 

Jørgen og hans ældre søskende spiste med karlene og pigerne og kun om søndagen med mor og far i spisestuen. Der opstod et tæt forhold til gårdens ansatte, for pigerne lagde børnene i seng, og karlene var nogle, man kunne lege og brydes med. Børnene spillede kort med karlene næsten hver aften. Gårdens liv fulgte årstiderne. Der blev syltet, slagtet, henkogt, tørret skinker på loftet, og alle beboere deltog i høsten. Jørgen beskriver alle arbejdsled i det, som i dag varetages af mejetærskeren.

I disse trygge og frie rammer med kæledyr, fiskeri i åen og masser af leg udspillede min fars barndom sig. Først under krigen, hvor de intet manglede. De var selvforsynede, og københavnervennerne kom på besøg for at blive fedet op. Krigen kom tættere på, da Marie på et tidspunkt skjulte en jødisk familie, indtil de blev hjulpet videre til Sverige. Hun modtog to ni-armede lysestager som tak. Dem beholdt hun resten af sit liv, og jeg husker dem fra hendes lejlighed, store og skinnende.

RØDDER AF TILLID I LOKALSAMFUNDET

Én måned om året, i krigstiden og nogle år herefter, flyttede den trinde, sjove, lokale syerske ind på gården og syede alt tøj til resten af året til børn, karle og piger. Undtaget var Robert, når det gjaldt jakkesæt og Marie, som købte sit tøj hos Siggaards Varehus i Holbæk.
 

Eftersom Robert hadede at betale regninger – ikke beløbet som sådan, men snarere handlingen i sig selv – aftalte Marie med Siggaard, at de kun sendte én samlet regning årligt. Jeg forestiller mig, at regningen lå et vildt sted i varehusets bogholderi-koordinatsystem på x-y-akserne likviditet og tillid, hvor Maries kjoler, lingeri og andet fik den til at vokse eksponentielt. På samme måde forholdt det sig med friske fisk, hvor fiskeren selv skulle rykkes for regningerne.

 

Der var nære relationer til lokalsamfundet, og telefonen gjorde det naturligvis endnu lettere. En uskreven regel var, at man ikke ringede til hinanden efter kl. 20, for så var noget helt galt. Centralen lå oppe hos tømmeren, hvor telefondamerne holdt styr på de 30 ledninger til områdets 30 telefoner. Her var overvågningssamfundet i sin vorden, for Jørgen husker, hvordan telefondamen korrigerede, hvis der blev sagt: ”Så, nu har vi vist allerede talt i ti minutter!” ”Nej,” kunne hun så finde på at sige, ”Kun i syv!”

 

Netop disse nære relationer i lokalsamfundet gjorde, at for Robert forpligtede en mundtlig aftale mere end en skriftlig.

IMG_8155.jpg

Marie og Robert i festlig anledning

IMG_8167.jpg

Maries farmor, min tipoldemor

GAMMEL VIDEN:
HVAD KAN VI LÆRE AF VORES ÆLDRE?

Jeg spørger Jørgen, hvad han har lært af sine ældre.
 
‘Af min mor lærte jeg, at man skal se det bedste i folk, indtil det modbevises. Og af min far lærte jeg, at man kommer længst ved at være hæderlig.’
 
Robert lærte ham også noget andet. Marie spillede badminton, og Jørgen arvede hendes gamle udtjente ketcher. På det tidspunkt tjente han 75 kr. om måneden på at stå i lære. Han betalte 50 kr. for kost og logi derhjemme, og med et månedligt overskud på 25 kr. var der langt til 100 kr., som den nye, dyre ketcher stod i.
 
Jørgen fortæller, at han en dag spurgte sin far om et lån til ketcheren. Det forløb sådan her:
 
Robert lagde fem 100 kr.-sedler op på sit skrivebord.
Robert: ‘Hvad tjener du om måneden?’
Jørgen: ‘75 kr.’
Robert: ‘Så du har 25 kr. i overskud om måneden? Hvad kunne du egentlig tænke dig at være, når du er færdig med at stå i lære?’
Jørgen: ‘En eller anden form for købmand, tror jeg.’
Robert: ‘Hvordan helvede har du tænkt dig at blive købmand, hvis du ikke engang kan administrere 25 kr.?! Nå, nu kan du tage, hvad du vil have!’
Jørgen vendte om på hælen og gik. Naturligvis uden penge til ketcher.
 
Han kan se ham for sig endnu, Robert, siddende bag skrivebordet. Det var en stor lærestreg for ham.
 
Jørgens mere formelle uddannelse blev kort, set med nutidens øjne. Blot otte år i realskolen. Han skiftede skole fra landsbyskolen i Tuse til Holbæk Private Realskole, hvor min søster og jeg også kom til at gå. Af praktiske årsager sprang han en klasse over og mødte op i 5. med sine glansbilleder til bytning under armen. Det faldt ikke i god jord. Jørgen måtte slås for at blive respekteret. Helt bogstaveligt.

 Han fortæller mig, at der ikke var rigtig var tale om at tage en decideret uddannelse. Til gengæld kom Jørgen i lære i en manufakturhandler. Da storebror Vagn døde som ganske ung og nybagt far til to små børn, skiftede Jørgen branche og overtog hans forsikringsagentur.

GÅRDEN, DER NAVNGIVER: KIRKHOFF, TOLSAGER

Vi suser forbi den gård, der har givet os vores mellemnavn: Et navn, som deles af ganske få andre end familien, hvis overhovedet nogen, som staver det på samme måde.
 
Gården Kirkhoff i Tolsager kan spores tilbage til 1664 og hørte under Dragsholm Slot og Gods indtil stavnsbåndets ophævelse. Slægten kan spores længere tilbage, endnu lidt over 100 år, og har beboet gården i alle årene, det vil sige lige indtil for nylig.
 
Min oldemor Stine boede her med sin mand og fik to døtre, Kristine og Elisabeth. Manden døde, og Stine giftede sig med hans yngre bror, Lauritz. Det er en helt utrolig praksis i nutidens øjne, men ganske normalt i datidens. På den måde blev enke, børn og gård sikret. Det nye par fik to sønner, Robert og Georg. Alle blev døbt Kirkhoff til mellemnavn.
 
Skilsmisser er der flere af i slægtens historie, og på min grandfætter Anders’ loft befinder sig nogle gamle skilsmissepapirer i gotisk skrift fra Kirkhoffs beboere. Fra dengang, hvor det ikke var så let at få bevilget skilsmisse. Begrundelse skulle der til i det pågældende, barnløse ægteskab, og den var, at konen spillede for meget kort. En gambler i familien! Eller også et kærlighedsløst match? Det behøver selvfølgelig ikke altid at ende i skilsmisse. En anden herre i familien fandt en alternativ løsning. Han og en ven byttede koner i et vejkryds ude ved Lammefjorden.
 
Skilsmisser og gambling står i kontrast til de mormoner, der har været i slægten. Måske var det derfor, at de migrerede til Utah i 1800-tallet. De boede ved Nakke, hvor der i dag er en ruin, som efterkommere besøger i ny og næ. Ellers er det en slægt, der var utroligt lokalt funderet.

Min fætters nylige DNA-test afkræfter en ellers stor myte i familien: at en af vores formødre på et tidspunkt skulle have haft en affære med en af de spanske soldater i Odsherred. Der er nemlig kulsort hår og brune øjne i en gren af slægten.
Billede1.jpg

Kirkhoff, Tolsager, Asnæs, ca. 1914

IMG_0551.jpeg

Min oldefar Lauritz med sine to steddøtre (som også var hans niecer), Kristine og Elisabeth, samt deres halvbrødre (og fætre), Lauritz' børn, Georg og Robert. Pigernes far, Lauritz' flotte bror, Mads, elskede heste og fart. Han døde i en frygtelig ulykke, da hans tospand løb løbsk, og hestene passerede et træ på hver sin side. 

FYRIGE HESTE OG EN BEDSTEMOR I JUMBE

‘Du er fra en stor hestefamilie,’ fortæller min far. Det gør mig meget overrasket og glad.
 
Robert var en dygtig rytter. Hans far, Lauritz, og en anden bonde var hesteprangere og købte rask væk op til 20-30 heste af hinanden. Da Robert var en stor teenager, forelskede han sig i en særlig sprælsk og smuk hest, som den anden pranger ejede og fik at vide, at såfremt han var i stand til at ride den hjem, ville den blive hans. Det kunne han. De deltog endda i et galop-derby engang. Den utrænede jockey Robert kunne ikke holde hesten tilbage, så de strøg afsted - med det resultat, at den til sidst tabte pusten og skridtede over målstregen. Alligevel blev de nr. 3. Senere måtte han sælge den, fordi han fik for travlt til at ride. Køberen var en kvinde, som den desværre tog livet af.

 På Lille Frydendal havde de ride-, køre- og arbejdsheste. Kørehesten blev spændt for, når familien skulle noget særligt. Engang tog familien kanen til kirke juleaften. Jørgen husker også en tur med karet til biografen i Holbæk. Her kunne man tøjre hesten uden for, og turen hjem med bror Vagn som kusk var magisk med stearinlys i lanterner. Roberts gode ven, greven fra Løvenborg, forærede i øvrigt Vagn en fuldblodshest i konfirmationsgave. Helt ekstravagant.
For Jørgens mormor, Maries mor Amalie, udgjorde hesten et nødvendigt transportmiddel. Hun sad, som enke, ene kvinde, i sin jumbe og kørte 30 km for at besøge Lille Frydendal.

Amalie nyder en stor plads i min fars hjerte. Hun og hendes mand boede på en gård i Hørve, som vi kører forbi. Her tilbragte min far hver sommer fjorten dage, indtil sit 17. år. Hans søskende kom ikke med. Amalie var meget troende. Hun og min far brugte hele lørdage på at køre i jumben fra gravsted til gravsted for at ære forfædre og -mødre ved at pynte og vedligeholde deres grave. Jørgens morfar var fantastisk til at fortælle historier. Jørgen erindrer, at de puttede i sengen, og at Amalie serverede havresuppe med jordbærsaft og ristet franskbrød til historierne.

Fra Amalies gård var der ikke langt til stranden, Sanddupperne. Vi kører forbi og Jørgen fortæller, om dengang han og hans gode ven Jørgen Haupt reddede to kvinder fra druknedøden. Det modtog de en heltemedalje for samt 1.000 kr.
IMG_8150.jpg

Amalie og hendes mand (som Jørgen ikke husker navnet på) ses siddende. Bagerst står Marie og Robert samt Maries bror Anker til højre. Børnene er Jørgen (i matrostøj) og hans søskende.

IMG_8164.jpg

Amalie fik tre børn: Marie, Anker og en lillebror. Her ses min farmor Marie med sin lillebror, som druknede i et hestetrug.

Robert ansatte Hans på Lille Frydendal, som også kom fra en stor hestefamilie i Sønderjylland og var en habil rytter. Hans forelskede sig i datteren på gården, Jørgens søster Grethe, så de to, Hans og Grethe, blev et par, om end et ulykkeligt et. Grethe havde ellers gjort sit til at leve op til datidens normer om, hvad en god hustru skulle være. Hun havde været på husholdningsskole i Sorø og i hus hos præsten. Men utroskab førte til skilsmisse og et hårdt og ulykkeligt liv for Grethe. Hun var alene med sine tre drenge, omgivet af en stor frugtplantage.
 
Vi kører forbi den sidste destination på vores roadtrip. Nygården ved Højby er i dag istandsat med en stor gårdbutik, ponytræk og en kirsebærhave. Blandt kirsebærtræerne gik jeg ture i min barndoms somre med min farmor Marie. Vi spiste masser af kirsebær og konkurrence-spyttede kirsebærsten. Hun vandt altid. Jeg håber, at vi har plantet træer på den måde. Træer, hvor vores og træernes eget DNA er filtret sammen, undfanget i fnis og solstråler.

Grethe døde af tidligt af åreforkalkning. Det var det med kolesterolet. Det blev et valg mellem en amputation af et ben eller en død af koldbrand. Grethe valgte det første, men hendes hjerte klarede ikke operationen. Jeg husker hende sidde i hospitalssengen og vinke farvel inden operationen. Grethe var interesseret i kunst som den eneste i familien, og derfor arvede jeg alle hendes bøger.
IMG_8173.jpg

Min far og jeg i Fårup Sommerland, 1976

IMG_0592.JPG

I mange år, særligt i de ironiske og blaserte 90ere, gjorde jeg grin af mit navn, Birgitte, og sagde, at det var navnet på en ’rigtig hestepige’. Hvilket jeg jo bestemt ikke var. Hvor ville jeg dog gerne have heddet Camilla eller Christina! For nyligt besluttede jeg mig for at vinke farvel til min angst for heste og startede til ridning. Selv om der altid er en lille frygt i maven, inden timen starter, er det som at komme hjem. De sidste gange har jeg tænkt på Robert og alle de andre habile ryttere i familien, og det gør, at jeg rider markant bedre. Jeg er fra en hestefamilie! Det er i blodet. Nu passer mit navn endelig til mig. På billedet ses islænderhesten og læremesteren Mattis og jeg.

Heading 2

IMG_8172.jpg

Jørgen var aldrig på ferie med sine forældre. Først da hendes søn, Bent, flyttede til Spanien, kom Marie udenlands i 1977. På dette postkort fra Spanien skriver Marie til mig, at flyveturen gik fint, og at hun har overværet en flot opvisning i bjergene med 14 rideheste, der red flottere end i cirkus.

HJEMMEFØDNING

Somrene hos Amalie har formet min far helt enormt og viser, hvor stor en hjemmefødning, han var og er. Hans søskende foretrak andre eventyr om sommeren, og sigende er det, at hans bror Bent valgte at bo i Spanien, mens Jørgen blot flyttede et par kilometer mod øst. Som familiefar var han utroligt langsom at engagere sig i ferieplanlægningen til min mors store fortrydelse og havde det altid bedst, når vi vendte hjem igen.
 
Min fars eventyrlyst er måske stærkt begrænset i fysisk forstand. Men i forhold til at satse, holde sig orienteret, kaste sig ud i nye forretningsmuligheder, er der ingen tilbageholdenhed. Jørgen forlod da også hurtigt forsikringsbranchen som 27-årig, fordi livet som selvstændig trak i ham.
 
Det viste sig, at hans lokale relationer, åbenhed overfor andre, læring fra Robert og gode sociale evner muliggjorde utroligt mange handler om jord med bønder. Han fortæller, at midt 60’erne og 70’erne gav sommerhuse luft under vingerne. Nu var sommerhuse ikke blot for de allermest velstillede, men blev allemandseje.
 
Inflationen i 1970erne fik manges køb af sommerhusgrund til at blive en god forretning. Det var også god forretning for ham selv. Han husker at have sat en annonce i avisen i 1971 om grunde til salg, hvilket førte til salg af 75 stk. på to dage, ovenikøbet i snestorm. Køberne kunne ikke en gang se grundene ordentligt. Her lærte han sin gode salgsteknik: ‘Jeg solgte altid den bedste grund. Af dem, der var tilbage.’
 
Trods det, at han har udstykket og solgt i omegnen 2.500 – 3.000 sommerhusgrunde over hele landet i løbet af sit arbejdsliv, har han aldrig fundet det relevant selv at have et.
 
I et af sommerhusområderne, som han har udstykket, Råbylille Strand på Møn, bor min grandkusine Kirsten, datter af Jørgens fætter. Hendes smukke gård ligger på adressen Bundgarnet; en vej, som min far viser sig at have navngivet i forbindelse med udstykningen i 1970erne.

Kirsten er et helt nyt bekendtskab for mig. Hun ligner Grethe og min far, og efter knap to timers samtale slår det mig, at vi minder utroligt meget om hinanden, trods næsten 20 års forskel og vidt forskellige liv. Det er som om, at mange ting falder på plads.

EPIGENETISKE OG MIKROBIOTISKE ØKOSYSTEMER

Nu, hvor jeg har vinket farvel til min tidligere stilling med faste rytmer for at forfølge andre drømme, falder noget fra, gamle vaner, gammel identitet, titel, tænkemåder og mønstre, og noget nyt spirer frem. Lysten til at se tilbage og ære dem, hvis skuldre jeg står på, er dukket op. En følelse af at indfange de mundtlige fortællinger, inden de forsvinder med min far. En form for familiekulturarv, så vi kan nære vores rødder i det større familiære økosystem, som vi er en del af og hele tiden bliver til igennem.
 
Vi har mere med i bagagen end vores forældres næser, højder og sygdomsdisponeringer. Vi har også deres sorger, traumer, livsvilkår med. Deres kost og udsathed for forurening. Epigenetikken er en forholdsvis ny forskning, der viser, at vores gener påvirkes af ydre omstændigheder, og at arv og miljø er viklet ind i hinanden. Biologisk, helt ind i kroppens kerne, er vores forfædre og -mødre til stede.  
 
Et videnskabeligt eksperiment med en mus, der lugtede til et stof med duft af kirsebær og samtidig fik elektrisk stød viste, at musens traumatiserende oplevelser af stødet gik videre til dens afkom og afkommets afkom. Efter et stykke tid blev stødet fjernet, men den vedblev at fare sammen, som om den fik stød, når den lugtede til kirsebærduften. Den parrede sig og fik unger, som den aldrig mødte. Disse reagerede med frygt, når de blev eksponeret for duften. Deres afkom reagerede med forsigtighed.
 
Også menneskers livsvilkår og oplevelser går i arv. 2. verdenskrigs hungersnød i Holland påvirkede ikke blot de hungrende, gravide kvinder, men også deres børn og børnebørn med øget disponering for særlige sygdomme. Holocaustoverlevere samt deres efterkommere har fået påvist højere forekomst af stresshormonet kortisol end mennesker, der ikke har været udsat for traumer.
 
Epigenetikken gør op med ideen om vores DNA som en urørlig essens og vores liv som deterministisk. Vi kan ændre generne gennem kost og livsstil, og traumehealing vinder indpas. Epigenetik er et slags missing link mellem nature og nurture. Epigenetik er intergenerationelle forbindelser, både til krop, sind og den naturlige verden, tilbage i tid til forfædre og fremover til efterkommere.
 
Men det kan ikke kun være det negative, der sætter sig, tænker jeg. Hvad med vores families livssyn, glæder og optimisme, traditioner og evner? For, som filmskaber og forfatter Kalyanee Mam, fortæller mig på et onlinekursus: ‘We carry inside each of us the jewels and stories of our ancestors.’[i]
 
Vi bærer på vores forfædre og -mødres sorg, relationer og glæder. Vi bærer dog også på andre arter, som også bliver en slags familie, nemlig flere kilo mikrober, som betyder ’lille liv’. Det er en fælles betegnelse for svampe, vira og bakterier, som danner unikke økosystemer for os hver især. Vores håndflader, tarme, kønsorganer, mundhuler indeholder hvert sit system. Hvert land, vi rejser til; de kæledyr, vi klapper; mennesker, vi møder og mad, vi spiser, afgiver souvenirs til os i form af små liv, der bebor os. Der er så mange af dem, at halvdelen af vores celler er fyldt med deres arvemateriale og altså kun 50% af vores eget DNA. De hjælper os med at nedbryde maden, og de kommunikerer med vores nervesystem og hjerne. De siges at have betydning for, hvorvidt vi udvikler overvægt, depression, indlæringsvanskeligheder og meget andet. De er også med til at tage beslutninger. Vi er vært, samarbejdspartner og spisekammer og udsender i øvrigt selv 37 mio. bakterier i timen, som en auratisk love storm af liv.[ii]
 
IMG_8153.jpg

Hjemmearbejdsplads i 1960erne

IMG_8165.jpg

Maries mormor, Amalies mor og min tipoldemor. Hun og hendes mand var møllere i Særslev, Odsherred.

JORDFORBINDELSER OG FORTRÆNGNINGER

Lige før jeg fyldte 30 år, for nu over 18-19 år siden, fik jeg en rædselsfuld selvfølelse. Jo tættere folk kom på mig, desto mere pixelleret følte jeg mig. Altså, ikke-centreret, ikke hel. I opløsning. ‘Den er gal med din jordforbindelse,’ var det første, min psykoterapeut sagde. Og så gik vi ellers i gang med det store oprulningsarbejde. Hun fik stykket mig sammen igen, og brik for brik forstod jeg mere af, hvem jeg er.
 
Der er traumer i min families generationer. Tabuer og ting, jeg ikke vil dele med andre, fordi jeg ikke vil udlevere nogen. Det er ikke formålet med disse ord. Der er sorger og for tidlige dødsfald. Ulykkelige ægteskaber. Alkoholisme. Psykiske sammenbrud, psykisk sygdom. Skuffelser. Brud. Narcissisme. Der har også været kærlighed, glæder og en relativt høj grad af frihed.
 
De var nemlig fribønder, min fars slægt, og de klarede sig økonomisk godt. De har haft tæft for noget prangeri ved siden af, været købmænd af den gamle skole, hvor det er mere eller mindre er ligegyldigt, hvad varen egentlig er: om det så er døde dyr, natkjoler, sommerhusgrunde, mejeriprodukter, ejendomme, korn, heste, frugt eller kreaturer. De har været gode til det. På den måde må der have været, trods hjertesorger, en tryghed og måske en vis optimisme.
 
De må have haft jordforbindelsen i orden! De levede efter årets rytme. De lod ting gå langsomt og tage den tid, det nu tog. De var omgivet af dyr, både de levende og de døde. De var selvforsynede og arbejdede i jorden. De var (og jeg er) navngivet efter en gård, ikke blot en by, men endnu mere lokalt: En gård. Hvad betyder det mon at have levet så lokalt hele sit liv?
 
Det står i skarp modsætning til de mange mennesker, som migrerer, flygter, bliver og blev tvangsforflyttet, røvet og slavegjort, og som mister og frarøves deres kultur, sprog, lokalsamfund, land, jord. Deres identitet.

Jeg læser og lytter til mange fortællinger for tiden om tabte forbindelser og hvor traumatisk og sorgfuldt, det er, i mange generationer fremover. Hvordan kvinder tog frø med sig for at kunne beholde, bevare og fremkalde blot en lille, men vigtig del af deres land og kultur. Hvordan efterkommere af de mange frarøvede arbejder for at erindre, heale og gendanne tabt viden, traditioner og sprog, genetablere forbindelser til forfædre og -mødre og jorden ved fx at dyrke de samme afgrøder efter samme metoder, og gennem kost, krop, sanser, praksis transcendere tid og mærke dem. Holde mindet om det, der var, i live. Ære det.
Rowen White er Mohawk 'seedkeeper' fra Akwesasne,
aktivist og fortaler for 'Indigenous seed sovereignty'. Hun fortæller i et interview: ‘Since I was a young woman, these seeds have given me a trellis of hope – in a time when there’s a lot of despair in the communities we live in, there’s a lot of intergenerational trauma that’s unresolved, there’s a lot of unresolved grief that comes from the imposed shame from colonisation and acculturation. […] A big part of my work is to advocate for people to not forget about the seeds, and not forget about our relationship to them. […] If you look at the seed that I’m holding in my hand, it’s this Navajo Robin’s Egg corn; and the corn herself has these blue speckles on this white corn. What they say is that this is reminiscent of rain on dust, that this is reminding us of how important the rain that falls on the Earth is. It’s so vital to our survival as humans. Encoded in these seeds are ceremonies, and seed songs, and stories and lineages, and migration stories.’[iii] 

 
Jeg tænker på mit store, hvide privilegium. På den tryghed, som landet generøst må have givet min fars familie, så de gennem flere hundreder år – og muligvis længere tilbage – ikke har været tvunget til at forlade deres hjem. Så de har kunnet forblive forbundet med menneskelige og ikke-menneskelige slægtninge, planterne, bakkerne, dyrene.
 
Men selv om familien aldrig har været fysisk fortrængt, så kan man godt blive fortrængt fra sig selv. På vores road trip mærker jeg ingen genkendelse. Jeg mærker i stedet min fars glæde over at genkalde sig familien gennem historierne, og det er det, der resonerer i mig. Det er ordene og glæden, jeg føler, men ikke at Odsherreds landskaber har noget særligt med mig at gøre. Jeg føler ikke, at jeg er kommet hjem.

Jeg tror, at jordforbindelsen gik tabt undervejs. Den gik tabt med mine forældre og deres generation. Historiefortællingerne forsvandt med fjernsynets underholdning. Livet, som det blev levet på Lille Frydendal, findes ikke mere. Landbrug er en mekaniseret industri. Adgangen til fødevarer accelerer uden om den reelle tid, det tager at dyrke grøntsager, at passe kreaturerne. Kosten er anderledes.
IMG_8107.jpg

Min mors medallion med et portræt af min far fra den tid, hvor de mødte hinanden.

IMG_1200.JPG

Heading 2

Min mor Carna

KARTOFFELMOS

Min mors mor, Elna, skulle eftersigende have været en fabelagtig kok og havde engang en delikatesseforretning. Hun kunne alt i et køkken. Men lige så kærlig, varm og tillidsfuld, som min farmor var, og min farfar underholdende, lige så ukærlig og kold var min mormor, og min morfar mild og tavs. Min mor huskede ikke at have fået et eneste knus af sin mor. Hun lærte at kramme af min farmor Marie og tog et aktivt valg om ikke at blive som sin mor på dén front.
 
Men hun nægtede også at bruge sit liv, som Elna havde gjort det. Derfor ville hun ikke tilbringe sit liv i et køkken, som hun sagde. Til trods for, at hun var hjemmegående husmor, dyrkede hun blot purløg og persille i haven, og faldt for tidens madtrends, fordi hun gerne ville være moderne. Det var industrielt forarbejdet mad, som den travle, udearbejdende kvinde i huset kunne lave i en fart. Lørdagskylling. Citron på plastikflaske. Parmesan som pulver. Rødkål på glas. Selv om vi hvert år fik masser af bær fra faster Grethe, lavede vi aldrig syltetøj selv.

 Jeg elskede min mors mad, men jeg blev 17 år, før jeg fandt ud af, hvordan kartoffelmos kan smage, når det rent faktisk er lavet af, ja, kartofler. Min mor ville ikke have den viden fra sin mor, fordi hun holdt hende ud i strakt arm, så snart hun fik mulighed for det. Dog sprang hun ikke over gærdet i andre henseender: hun afviste heldigvis pure min fars forslag, fremsagt i ramme alvor, om at vi kunne have kunstige buske og blomster ude i haven, så der altid ville se pænt ud.

KIMEN TIL NYE FORBINDELSER

Med denne industrielt forarbejdede kost, det ændrede landbrug og arbejdsliv, supermarkedernes kølediske og en generelt accelereret tid er forbindelsen til planterne, jorden og dyrene skåret over for langt de fleste af os. Den sanselige, kropslige tilstedeværelse i og samvær med den naturlige verden er reduceret til et absolut minimum.
 
‘Our senses are a form of glue that binds our nervous system to the larger whole,’ siger kulturøkolog og filosof David Abram.[iv] Uden sanselig kontakt kan nervesystemet ikke relatere sig til, ikke mærke det øvrige økosystem. Den tabte jordforbindelse skal genetableres, om man vil, som et meget aktivt valg. Gennem praksis, krop, sanser, historier og bevidsthed.
 
Det er i dag aktivistisk og nærmest rebelsk at gro sine egne grøntsager (og at gendyrke stumperne), at sanke vilde urter, svampe, hente tang, at gå i stå og lytte til fugle og andre arter. For med disse praksisser vender man ryggen til det industrielle vækstparadigme, acceleration og produktivitet og kommer i direkte kontakt med den naturlige verden.
 
‘Everything comes from a seed. We come from a seed. A whale comes from a seed. A giant tree comes from a seed. Grasses and shrubs. Everything comes from a seed. And your ideas will come from a seed,’ fortæller Jim Enote på et onlinemøde. Han er Zuni, landmand og arbejder med naturbeskyttelse og beskyttelse af oprindelige folks kulturer.[v]
 
Ethvert måltid rummer - med de gaver, den naturlige verden har givet os på tallerkenen - også kimen til at ære disse gaver og forstå forbindelser i tid og forbindelse til jorden. Hvor kommer maden fra? Hvordan er fødevarerne produceret? Hvordan er de havnet på din tallerken? Har du selv plantet frøet, så du forstår den enkelte plantes liv og tid? Regnen, solen, jorden, omsorgen, der har hjulpet den med at gro? De mange generationer af planter, der har bragt den hertil? Kan du mærke de svimlende og smukke perspektiver fylde dit hjerte, bare i en enkelt bid? ‘Eating is an agricultural act,’ har miljøaktivist, landmand og forfatter Wendell Berry sagt. En handling, som forbinder os til jorden og til den cykliske tid.
IMG_8177.jpg

Et frø er bærer af fortidens kraft og fremtidens håb. Vi kommer alle fra et frø.

i) Læs om Kalyanee Mams familiehistorie i onlinemagasinet  Emergence Magazine
ii) Medical Museion og Politiken har lavet podcasts om mikrober og epigenetik i forbindelse med udstillingen 'Verden er i dig' på Kunsthal Charlottenborg. Mine afsnit om emnet er baseret på disse podcasts.
iii) Fra interview med Rowen White
iv) Fra interview med David Abram
v) Læs om Jim Enotes arbejde i Emergence Magazine

 

 

TAK

 

Tak for historier, inspiration og visdom:
Emergence Magazine team:
Emmanuel Vaughan-Lee, Chelsea Steinauer-Scudder og Devin Tellatin
‘Seeds of Radical Renewal’-kursusmedlemmer / udvidet torsdagsfamilie og vores gæstlærere:
Kalyanee Mam
David Abram
Jim Enote
Rowen White
 
Tak til følgende Kirkhoffer:
Palle Kirkhoff Olsen
Kirsten og Anders Kirkhoff
Peter Kirkhoff Eriksen
og Jørgen Kirkhoff Olsen

SPIRALEN SOM EN SAND KOMPOSIT AF STEDER OG HISTORIER

Jim Enote fortolker de spiralmønstre, som findes i mange kulturer, som billeder på vores bevægelser i livet. ‘The spirals are about movements. We move from one place to the other during our lives, we decide to study one thing, and learn another, and we slowly spiral into that centre point. When we get into the middle of that spiral is when we can say, “I am of this place.” Being of a place is when you know you have spiralled into that truth.’
 
Jeg ser spiralen oppefra. Jeg er formet af mit barndomshjem i Holbæk med kvarterets sirlige parcelhushaver. Af et lille, trygt og dybt kultiveret landskab og dets beboere. Af græsplæner, eng, grantræer, høj himmel, fjord og en særlig stor sten, varmet af solen, som jeg ofte legede hest på. Det er en del af mig. Jeg er taknemlig for min fars historier, som får mine forfædre og -mødre til at være levende for en stund. Jeg ved, at jeg også er Odsherred, gården Kirkhoff, Lille Frydendal. Jeg er Marie, Robert, Stine og Lauritz. Jeg er min far, min mor og min søster. Jeg er desværre også de narcissister, jeg har hørt om i familien. Jeg er nok også Destruktionsanstalten og oplevelsen af at bo sådan et sted. Jeg er Elnas stumpe kulde og konsekvenserne af den for min mor.
 
Jeg er summen af alt det og det, der siden er kommet til: Børn, kærlighed, ægteskab, sorger, frygt, bekymringer, uddannelse, arbejde, kæledyr, Valby, Møn, heste, stress, glæder, venner, alle de valg, jeg har truffet. Alt dette har flettet sig – og fletter sig - ind i generne og i de kommende generationer. Aflejrer sig som mikrober i det indre økosystem og hjælper mig med at fordøje min mad, den naturlige verdens gaver, og omsætte dem til næring, så jeg lever videre – og når jeg dør, så spiser de mig.
 
Det hele sætter sig som levede erfaringer og levende fortællinger, som jeg skal huske at nære, give lys, vande, fylde på. Hermed gjort. Alt samler sig i spiralens midte, i hjertet, i maven, i blodet, i sproget, i sjælen. Ikke statisk, men i en evig bliven-til og i en porøs udveksling mellem tid, generationer, mennesker og andre arter i den naturlige verden.


Birgitte Kirkhoff, 2021

 
bottom of page