En stor træfod på kirkegården
Jeg sender taknemlige signaler i Charlies retning. Sådan fortsætter vores kommunikation, bestående af få ord, som vi begge kender og et mere elaboreret kropsprog med en lang række gesti, som vi forstår hinanden igennem. Dog kun én af os smasker, knurrer, gør, letter ben, snuser numser og hyler som en ulv, når kirkeklokkerne ringer.
Vi bevæger os siksakkende gennem markeringerne af levede liv. De døde er til stede her med os, ikke bare fysisk i jorden, men også gennem deres navne på gravstenene, der står som strunke repræsentanter for de døde. Nogle gange kan jeg blive ramt af et alt kort liv, eller særligt kærlige ord på stenene. Rørt over, hvordan en sten omhyggeligt er udvalgt og bearbejdet for at matche det menneske, der ligger under den.
For nyligt forstod jeg, at fødsel, liv og død ikke er modsætninger og adskilte kategorier. Der er blot væren i forskellige stadier. Af dødt træ og døde kroppe springer liv; i levende kroppe sker forfald. Der foregår evige nedbrydninger og tilblivelser i vores kroppe. Når kroppen dør, indgår den i en fantastisk komposteringsøkologi, i tråd med den helt store rytme, vi lever og ånder i: årstidernes skiften. Tid er cyklisk, ikke lineær, selv om det bestemt ser sådan ud i spejlet.
Det hjælper gevaldigt på dødsangst – ikke mindst fordi jeg også tror, at vi har en sjæl. Charlie har også en. Jeg synes, at hans er let at få øje på, mens min egen er desværre usynlig for mig selv. Den/hun mærkes, snarere, en (lykkelig) gang imellem.
EN SNOET VEJ TIL GENFORTRYLLELSE AF VERDEN
Om sten, animisme og tid
Hver dag søger jeg mod Solbjerg Parkkirkegård på gåtur med Charlie, min tre-årige toller. Kirkegården er gammel, stor og smuk. Den leder op til Frederiksberg Have og løber langs den stærkt trafikerede Roskildevej og Nordre Fasanvej; omkranset af Venligboliger, Veteranhjem og bodegaen Gravens Rand. Midt i byens larmende og pulserende liv står gamle træer, skæve smedejernsgitre, Kristusfigurer, sovende kvinder, hunde og buttede engle af sten som kærlige ledsagere og vogtere af de for evigt hvilende.
Charlies livlige vigør og forventningsfulde blik på bolden i min lomme fæstner min opmærksomhed på nuet, så jeg ikke sindsligt skøjter afsted med tanker på mine egne døde. Venner, familie. Nu også på den krig, der udspiller sig ikke langt herfra, hvor mange allerede har mistet livet. Der er en alvorsfuld tyngde, sorg og frygt i verden netop nu. Jeg lader tyngden forplante sig i mine skridt; den søger nedad i jorden.
Interaktion med dyr hjælper på det, helt generelt. De hjælper mig til at blive i min krop, rodfæstet, nærværende, dyrisk sansende.
Charlie blev forskrækket, da han første gang så den evigt hvilende hund
Charlie (med ulvegener) prøver hver dag at harmonisere med den kristne kirkes klokker
ALLE DE ANDRE ER SJÆLLØSE
1600-tallets filosof René Descartes mente, at dyr ikke har en sjæl, men derimod er maskiner, som kunne udregnes på matematisk vis. For Descartes bestod den fysiske verden udelukkende af kvantificérbare, målelige egenskaber, helt adskilt fra bevidsthed, tanke og ånd. Mennesket selv er et dualistisk væsen, opdelt i krop og i ånd.
Descartes har haft kolossal betydning for den vestlige forståelse af den naturlige verden, som fuldstændigt, helt og aldeles adskilt fra det tænkende, rationelle menneske. En katastrofal tænkning, som med sikker hånd har adskilt mennesket fra den øvrige natur og ført os mod udbytning af den og andre arter for eget forgodtbefindende. Mod klimaforandringer. En tænkning, hvor Charlie er en ting, ligesom planter, der generøst giver os ilt og mad, er ting, og hvor et træ kun har værdi, når det er dødt: som tømmer.
Der findes ingen større og mere fremmedgørende adskillelse end forestillingen om et immaterielt menneskeligt sind, fanget i et kranium, helt alene i en sjælløs maskine[i]. Så trist, begrænset og ensomt.
AT MÅLE ER AT LYVE
Det var præcis i år 1600, at filosof og digter Giordano Bruno blev brændt som kætter efter otte års rettergang. Med Brunos død slukkedes en naturfilosofisk drøm; en retning, som berørte religion, filosofi og naturvidenskab, som andre før ham – særligt i 1100-tallet - havde drømt.
Bruno sagde: ”At måle er at lyve”
(!!)
(jeg har lyst til at lade den stå lidt, så det rigtigt kan synke ind i vor tids kolossale fokus på alt målbart som troværdigt og sandfærdigt og alt ikke-målbart som det modsatte)
- og selv om teleskopet først blev opfundet senere, forstod han alligevel, at verdensrummet er uendeligt, at der ikke er noget centrum, og at jorden er en lille klode blandt millioner andre.
Det var for hård kost for den kristne verdensopfattelse. Bruno opfattede naturen som den synlige ånd og ånden som den usynlige natur, og den gik ikke. Tanken om et uendeligt univers, uden et centrum, var for vanvittig[ii]. Det er et gigantisk egotab for mennesket ikke at være centrum i skabelsen.
Et venligt spøgelse fra tidernes morgen
Eva, i gang med at få os smidt ud. Elmelunde Kirke
AT KOMME SKIDT FRA START
Brunos kosmologi undergravede den kristne skabelsesberetning. For Adam og Eva blev skabt i Guds billede: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.”[iii] Gud førte alle dyrene til Adam og bad ham navngive dem, hvilket er endnu et frynsegode ved at være menneske og øverst i det naturlige hierarki. Da Eva tillod sig at nyde frugten i den vidunderlige have, blev de to som bekendt smidt ud. Adskillelsen fra naturen skete, før hun endnu var blevet mor. Og netop den smertefulde fødsel (samt at skulle begære sin mand og underlægge sig ham), blev kvindens forbandelse. Mandens: en evig kamp mod jorden.
Forfatter og professor i botanik Robin Wall Kimmerer fortæller om Skywoman og verdens skabelse i bogen Braiding Sweetgrass; en skabelsesberetning, der deles af oprindelige folk i Great Lakes-området. Skywoman falder ned fra himlen. Gæssene afbøder hendes fald, og de øvrige dyr drøfter, hvordan de kan hjælpe hende med at få et hjem. De sætter deres liv på spil. Deres anstrengelser lykkes, og Skywomans taknemlighed, hendes sang og dans, skaber en frugtbar verden for alle.[iv]
Denne fortælling viser, hvordan oprindelige folk har en helt anden relation til alt levende end de kristne, som er i eksil fra naturen, næsten fra dag 1. I Vesten er vi formet af ideen om naturen som noget, der står uden for mennesket, og som skal tæmmes. Denne ide løber som en DNA-tråd gennem den vestlige kulturhistorie og har udmøntet sig i tanke og praksis gennem tiden: fra koloniseringen og opfattelsen af andre kulturer og etniciteter som ’primitive’, utæmmede vilde, til udviklingen af landbruget og den industrielle fødevareproduktion, og meget mere. Listen er lang.
Ord er ikke bare ord, men skaber dybe forståelser, handlinger og kulturer. Behovet for nye fortællinger er kolossalt.
AT VÆRE EN STEN
Kimmerer er medlem af Citizen Potawatomi Nation. Med ben i både vestlig, videnskabelig naturforståelse og sit oprindelige folks viden og praksis, forstår hun de dybe forskelle, som sætter sig igennem, bl.a. i sproget. Potawatomi har over dobbelt så mange udsagnsord end engelsk (jeg kender ikke de danske proportioner), som til gengæld er fyldt med ting, med navneord. Man kan sige, at det engelske sprog afspejler en tingsliggørelse af verden, mens Potawatomi afspejler en levende, agerende verden.
På Potawatomi er en bugt kun ”en bugt”, hvis vandet er dødt. Vandet er kun dødt, når det er defineret af mennesker og holdt tilbage. Udsagnsordet wiikwegamaa – ”at være en bugt” – viser, at vandet ikke er tilbageholdt, men levende. ”At være en bugt” viser, at vandet har valgt denne form mellem disse kyster ud af flere mulige måder at være i verden på: at være et hav, at være et vandfald, at være en bæk.[v]
På engelsk – og på dansk – er du enten et menneske eller et dyr/en ting. Kimmerer skriver, at vi aldrig ville bruge den/det/it om en person: ”That would be a profound act of disrespect. It robs a person of selfhood and kinship, reducing a person to a mere thing. So it is that in Potawatomi and most other indigenous languages, we use the same words to address the living world as we use for our family. Because they are our family. To whom does our language extend the grammar of animacy? Naturally, plants and animals are animate, but as I learn, I am discovering that the Potawatomi understanding of what it means to be animate diverges from the list of attributes of living beings we all learned in Biology 101. In Potawatomi 101, rocks are animate, as are mountains and water and fire and places. Beings are imbued with spirit, sacred medicines, our songs, drums, and even stories, are all animate.”[vi]
​
Selv sten er levende. Og vi selv i øvrigt omvandrende, talende mineraler, bestående af jern, kalk, zink, apatit, mm, i vores tænder, blod, knogler.[vii] Er det mon ikke en universel glæde at samle sten, mærke dem i hånden, beundre dem, slå smut på vandet? Jeg husker dengang min lille søn kom hjem fra lejrtur med en hel pose fuld af sten; skatte, som han knapt kunne bære. Jeg husker den store sten på min barndoms eng ved fjorden, som føltes varm af solen og agerede hest i mine lege, og hvortil jeg bar frøer, der var røget i familiens 70er-pool, for at de kunne tørre. “The friendship between my hand and this stone enacts an ancient and irrefutable eros, the kindredness of matter with itself,” skriver økofilosoffen David Abram.[viii]
Jeg kender ikke ordet for sten på Potawatomi. At være sten. At være sten, næsten udødelig, næsten urokkelig. Men alligevel levende, eroderende, migrerende. At være del af noget større, et bjerg, en kyst, et hav, en mark, en skov. Med eller uden et lag smukt mos, med eller uden et virvar af små-insekter under sig. At være vidne til jordens og landskabets tilblivelse og formet deraf. At være solid med en meget lille grad af forgængelighed og porøsitet.
Georg Jagunov, Younger Sister, 2020, flint, polymer ler, fossier, gravering. Jagunov udstiller i marts og april 2022 i Liselund Slotspark, Møn
VERDEN ER FULD AF PERSONER, HVORAF KUN NOGLE ER MENNESKELIGE
I sit oversigtsværk Animism — Respecting the Living World, præsenterer den britiske religionsforsker Graham Harvey en animisme-definition:
​
“Animister er folk, der anerkender, at verden er fuld af personer, hvoraf kun nogle er menneskelige, og at livet altid leves i relationer med andre. Animisme udleves på forskellige måder, der alle handler om at lære, hvordan man handler respektfuldt (omsorgsfuldt og konstruktivt) over for andre personer.”[ix]
​
Mange oprindelige folk har et animistisk verdensbillede, hvor dyr, planter og for nogle også ikke-levende genstande eller fænomener, har en sjæl, en ånd, en spirituel essens. I animismen findes dualismen ikke. Her er ikke et skel mellem den åndelige og den fysiske verden. Alt er levende.
Yderligere nordpå, fra hvor jeg befinder mig, har animismen formet inuitters og sameres tro og praksis, men også Danmarks forhistorie er stærkt præget af animistiske perspektiver. Helt tilbage til bronzealderen og stenalderen med forgreninger efter vikingetidens afslutning, langt op i det 19.-20. århundredes nordiske folklore og almuetro.
300 millioner mennesker, der karakteriseres som indfødte (og som i vid udstrækning er animister eller har animistiske rødder) lever på 22 procent af verdens landareal i naturområder, der rummer 80 procent af verdens biodiversitet.[x]
​
Det er ikke tilfældigt at biodiversiteten trives, hvor animismen blomstrer. Og sagt på en anden måde: Det er ikke tilfældigt, at vi bevidner en masseudryddelse af arter på de øvrige 68 procent af landarealet (plus hav), hvor animismen er udryddet; hvor den er dømt overtro. (Alene ordet, overtro…).
DINOSAURÆGGET
Når Charlie og jeg ikke går ture på kirkegården eller i Søndermarken, holder vi meget af at gå ture ved Møns kyststrækning. Vi søger, så ofte som muligt, sydover fra København til vores gamle hus på Østmøn, kaldet Høje Møn, fra 1775. Det ligger ikke i et sommerhusområde og er bogstaveligt talt placeret, hvor kragerne vender. Den lokale kyst er en stenstrand, og skoven op til er urørt. Alt dette betyder, at de væsener, vi møder på de kanter, er vandrere, ornitologer, fiskere, sæler, svaner, råvildt, ræve (lyden af dem), måger, ænder, et hav af insekter, vilde urter. De få to-benene, der kommer her, er stille; dybt interesseret i stilhed. Charlie og jeg har det stort set for os selv, bortset fra vores bevingede og rodfæstede, grønne fæller, som er de mest synlige.
De danske strande er blandt de mest stenrige i verden. Den lokale er et uudtømmeligt skatkammer. Jeg har hele tiden fornemmelsen af at finde en kuriositet, en særlig, smuk sten, en raslesten, et fossil, et stykke rav. Noget magisk. Det er fornemmelsen af at være heldig; at heldet lurer lige omkring hjørnet.
Forleden fandt jeg en stor, perfekt ellipseformet og tung fætter, som jeg tog med hjem. Den ligner et æg. Jeg forestiller mig, at den er et forstenet dinosauræg. Nu ligger den i stuen, lidt malplaceret, fordi den er stor, og stuen er lille, og dens væsen hører en anden verden til. Jeg overvejer at give den tilbage til stranden.
Dinosaurægget
Udsigt fra Møns Klint
Dem, der kender Danmark, ved hvor fladt her er. Et af de højeste punkter hedder Himmelbjerget, 147 m højt. Af geologer endog kaldet "en falsk bakke." (Engang så jeg Danmarks eneste vandfald på Bornholm. Der var et par andre beskuere, nogle nordmænd. De brød sammen af grin over det. Så lille. Så komisk. Så dansk).
Men hvad vi så ikke har af store bjerge, har vi til gengæld af mini-bjerge. For sten har engang været bjerg. Del af et bjerg. De danske strande tager imod de migrerede (miniature-) bjerge og klipper, der kommer fra Sydnorge, Mellem- og Sydsverige, Ålandsøerne og Østersøens bund.
​
Typisk ville en strandstens historie lyde: ”Jeg blev revet løs fra en klippe i f.eks. Norge eller Mellemsverige af én af istidens gletchere, som transporterede mig sydpå, hvor jeg blev aflejret sammen med en masse andre brudstykker, flyttet lidt rundt af smeltevandet, dækket af andre lag, eroderet frem af bølgerne i en klint, styrtet ned på stranden, skyllet ren for endelig at blive fri, slidt mere eller mindre rund på stranden. Det skal du vide, når du tager mig op. Jeg kommer langvejs fra. Og jeg er gammel. Jeg er dyb tid, manifesteret i din hånd. Hvis jeg er gnejs eller granit, er jeg 2100-900 mio. år gammel. Er jeg sand- eller kalksten er jeg op til 600 mio. år gammel. Er jeg skrivekridt eller hård flint er jeg 70 mio. år gammel”.[xi]
​
Charlie og jeg tager ofte på tur til Møns højeste punkt, hvorfra vi kan se i alle retninger. Aborrebjerget er 143 m højt og tæt på Møns Klint. Grunden til Møns Klint blev lagt i havet for ca. 70 mill. år siden. Der var et tropisk hav, hvor Danmark ligger i dag, og her levede bl.a. alger med et skelet af kalkskiver. Når algerne døde, faldt kalkskiverne ned på havbunden, hvor der over millioner af år opstod et tykt lag af kridt. Siden skete der voldsomme ændringer i klodens udseende. Kontinenterne hævede sig, og bjerge blev skabt. Den gamle havbund af kridt befandt sig over havets overflade, da den sidste istid nåede Danmark for ca. 12.000 år siden. Isen skrællede enorme flager af den gamle havbund. Flagerne var op til 50 meter tykke og blev bukket, foldet og skubbet sammen ved et kæmpemæssigt harmonikasammenstød. Sådan opstod Høje Møn.[xii]
SLYNGET I ET STRØMPEBÅND
Vores rute ned fra Aborrebjerget og videre mod klinten og Klinteskoven leder os til en gigantisk sten, Svantestenen.
​
Her er historien om Svantestenen, fortalt af geologer: ”Den består af rød mellemkornet granit, med pletter, indlejringer, af en ældre bjergart, som granitten har optaget i sig, da den lå som et magmakammer dybt i jordskorpen. De to stejle trekantede 'gavle' på stenen er udtryk for en fremherskende orientering af sprækker i granitten. I takt med at bjergkæden, som Svantestenen var en del af, forvitrede og smuldrede gennem millioner af år, kom granitlegemet tættere og tættere på overfladen. Trykaflastningen betød, at den hårde granit sprækkede op. Til sidst lå Svantestenen øverst i den nedtærede bjergkæde klar til at plukke op af indlandsisen, som tog den med til Møn og Aborrebjerg i Klinteskoven”.[xiii]
Svantestenens historie, fortalt af folket på forskellig vis i løbet af tiden, har det til fælles, at den er blevet kastet hertil, dog ikke af isen, og at den blev kastet for at smadre den kristne kirke:
1) En heks af svensk, rygisk eller bornholmsk oprindelse slyngede den i sit strømpebånd efter Magleby Kirketårn (der mangler et spir).
2) En trold fra Sverige eller Rygen blev så gal, da kirken skulle bygges, at han kylede en stor sten efter den.
3) Det lykkedes for nogle at slå spiret af kirken.
4) To søstre, muligvis jættekvinder, blev uvenner. Den ene byggede Magleby Kirke. Den anden boede på Rygen og kastede stenen efter kirken.[xiv]
​
Under alle omstændigheder kom Aborrebjerget i vejen, og stenen nåede ikke så langt.
​
Sagnene om Svantestenen lyder umiddelbart morsomme med nutidens ører, men de fortæller med al tydelighed, hvor meget vrede og kamp, kristendommens indførelse har foranlediget – og at den vandt i sidste ende.
Med den kristne kirke som ny magtfaktor blev alle andre historier, praksisser og trosretninger forbudt, og en flodbølge af drab, tortur, frarøvelse af levebrød, kultur, sprog, land, historier fulgte. Det er stadig åbne sår og dybt problematisk for oprindelige befolkninger verden over. Hvor kirkens magt slap op, tog kolonisering og statsmagter over. Overgrebene fortsætter.
Svantestenen, Charlie og jeg
Heller ikke stenens skønhed, tænker jeg
ARVESYND OG ANDET BEDRAG
I 380 blev det en borgerpligt at være kristen i Romerriget, og de kristne forfulgte nu hedningene, nøjagtigt som de selv var blevet det. Aurelius Augustin (354-430) blev den vigtigste kirkefader i oldkirken og har haft kolossal betydning for udviklingen af kristendommen. Han gjorde grin med bøndernes folketro og ikke mindst ”Den store Moders [Moder Jord] skændige kult”.[xv]
Augustin greb tilbage til Skabelsesberetningen for at fastslå arvesynden med syvtommersøm: Adam og Eva var skabt perfekte, men syndede ved at handle forkert og bragte det onde ind i verden. Særligt Eva var skyld i den synd: “Hvilken forskel gør det, om det er en hustru eller moder, det er dog stadig fristeren Eva, som vi må være på vagt overfor i enhver kvinde”, skrev han.[xvi]
Augustin udelukkede sanseerfaring som vej til erkendelse. Han slog fast, at det ikke er legemlig skønhed, ikke lysets klarhed, ikke smukke melodier, ikke blomsternes søde duft, ikke smukke legemer at omfavne; ”Det er ikke nogen af disse (sanselige) ting, jeg elsker, når jeg elsker min Gud.”[xvii]
Det var der en anden herre, der var enig i: ”Menneskets lykke består i, at det med sin vilje kan beherske sine lidenskaber,” skulle Descartes tørt have sagt. Den sanselige verden, potentissimus deceptor, er ”den mægtige store bedrager, uhyre listig, som anvender al sin opfindsomhed på at bedrage mig, så meget den kan.”[xviii]
​
Kvinde, natur, sanselighed, krop har dybe rødder i synd og bedrag i den patriarkalske kristne kirke og dens historie(r).
SANSER SOM LIM TIL DEN NATURLIGE VERDEN
Jeg bliver simpelthen så træt, nu hvor jeg skriver dette. Sikke et grundlag, vi står på. Sikke en historie, sikke en økologisk katastrofe, det har ført os til, sikke en misogyni, der er i verden.
​
Jeg tyr til David Abram, manden bag begrebet ’the-more-than-human-world’, som i dag bruges af mange inden for feltet spirituel økologi. I Abrams indflydelsesrige bøger beskriver han, hvordan vores sanser er den lim, der forbinder os til den-mere-end-menneskelige-verden, den naturlige verden. At vi har en dyrisk krop, som er vores primære erfaringskilde. Den er formet af udvekslinger med andre arter, med hinanden og landskabet over tid, og det er disse forbindelser, der gør os til mennesker:
​
“Our bodies have formed themselves in delicate reciprocity with the manifold textures, sounds, and shapes of an animate earth – our eyes have evolved in subtle interaction with other eyes, as our ears are attuned by their very structure to the howling of wolves and the honking of geese. To shut ourselves off from these other voices, to continue by our lifestyles to condemn these other sensibilities to the oblivion of extinction, is to rob our own senses of their integrity, and to rob our minds of their coherence. We are human only in contact, and conviviality, with what is not human.”[xix]
Abram ernærede sig engang som tryllekunstner. I dag arbejder han for en genfortryllelse af relationerne mellem krop, sanser og den naturlige verden. Vi bør genopdage vores dyriske krop, mener han, vores sanselige krop, som er dybt viklet ind i en animistisk verden, hvor ALT er levende.
Hvis Descartes lå begravet på Solbjerg Parkkirkegård, ville jeg kunne høre ham rotere dernede.
​
Ha!
​
​
Gåtur ved Møns kyst
Den naturlige verdens fortryllelser
ÉN STOR GUDDOMMELIG SUBSTANS!
Den jødiske filosof Baruch de Spinoza (1632-1677) var lidt yngre end Descartes, og absolut ikke enig med ham. Han mente, at der ikke findes andet end substans, som er uendeligt og derfor identisk med Gud: Universet er Guds legeme, og Gud og naturen er det samme.
​
Spinoza kaldes både panpsykist og panteist, når jeg læser om ham, og begreberne er da også nært beslægtede. Også med animisme. Hvor panteisterne mener, at Gud er i alt (pan betyder al/alt), og Gud er identisk med verden, så mener panpsykisterne, at alting har en bevidsthed, at alle partikler, planter, dyr og mennesker har bevidsthed, og endelig mener animisterne, at alt (eller tæt på alt) er væsener med en sjæl. Alle er anti-dualistiske, for sjæl / Gud / bevidsthed er ét med materien og ikke adskilt fra den.
​
Spinoza var 24 år, da han blev indkaldt til møde med synagogens ældste, som ville vide, om det var rigtigt, at han havde udtalt, at Gud muligvis har et legeme, og at sjælen simpelthen er liv. Han blev dømt som kætter og udstødt fra jødiske menighed.[xx]
LINEARITET ER EN SKØR, SKØR TANKE
Spinoza sagde: "Vi bør se på vore liv under evighedens synsvinkel." Dette klarsyn gik igen i hans praksis, hvor han ernærede sig som optiker – og formentlig døde af glasstøv i lungerne.[xxi]
Hvor har han dog ret. Der bliver tænkt så kortsigtet i verden, ikke mindst politisk. Den kortsigtede, lineære måde at forstå verden på, hænger slet ikke sammen med den naturlige verdens cykliske tid, ej heller med oprindelige folks tidsopfattelse.
Aboriginsk forsker og forfatter Tyson Yunkaporta skriver i Sand Talk: ”We don’t have a word for nonlinear in our languages because nobody would consider traveling, thinking, or talking in a straight line in the first place. The winding path is just how a path is, and therefore it needs no name. One man tried going in a straight line many thousands of years ago and was called wamba (crazy) and punished by being thrown up into the sky. This is a very old story, one of many stories that tell us how we must travel and think in free-ranging patterns, warning us against charging ahead in crazy ways.”[xxii]
​
Der er godt nok mange wambaer i Vesten, som ville blive kastet op i himlen med strategipapirer, karriereplaner og nedskrevne KPI’er under armene.
​
Stens historier fortæller om tilblivelser, langt fra en lige linje, og man må sige, at de heller ikke skynder sig afsted på skøre måder. De er vores "elders", vores vise, gamle forfædre. Kimmerer beskriver, at mennesker kaldes ”skabelsens yngre brødre”. De yngste må lære af de ældste, planterne, for de har været her i meget længere tid, og deres visdom er tydelig i den måde, de lever på. De ved, hvordan man laver mad og medicin af lys og vand, og så giver de det ovenikøbet væk.[xxiii]
Tjek denne sten-kosmologi!
Dyb tid. Møns Klint
STEN SOM LÆREMESTRE
Sten er ældre end planter. Jeg tænker på, hvad vi kan lære af dem.
Tyson Yunkaporta har tænkt det samme og i bogen Sand Talk, taler han om sten med Max, en ung, tasmansk aboriginer. Max siger: “Stones to me are the objects that parallel all life, more so than trees or mortal things because stones are almost im-mortal. They know things learned over deep time. […] Stone teaches us that we should be strong no matter what tries to crack us or wear us down, keeping an unbreakable core through your culture and your beliefs. The majority of this earth is rock, and while water and plants make up its surface, the body of the earth, the part that keeps it all together, is rock. You can have life and creation, but it will all crumble without a solid base. Same with society, companies, relationships, identities, knowledge – almost anything both tangible and intangible. Like those forests and trees sitting as a skin over the rocks of the earth: without that strength inside, without that stone, it would crumble”.[xxiv]
Vi kan lære fred af sten. Lære at være, uden altid at gøre. Vi kan lære styrke, for det er der brug for. At have en solid kerne, uanset hvor vi bliver ført hen. Vi kan lære at lytte, for stenens sprog er stilhed. Og når vi er stille og lyttende, vil vi opdage, at vi ligeledes bliver lyttet til af den-mere-end-menneskelige-verden.
​
EN SNOET VEJ TIL GENFORTRYLLELSE AF VERDEN
I dag synes et animistisk / panteistisk/panpsykistisk verdenssyn både et aktivistisk og politisk standpunkt at tage, og – ikke mindst - en snoet, magisk vej mod en sjælfuld, sanselig og respektfuld verden. Animisme har andre værdier end de økonomiske og de målbare. Animisme ville gøre floder, skove, enge og bjerge til levende væsener igen, snarere end en bunke ressourcer til udnyttelse og udvinding. Animisme er en magisk invitation til dybere relationer med den mere-end-menneskelige verden.[xxv]
Charlie og jeg står på bredden ved Hjelms Bugt på Møns sydkyst og ser ud mod Tøveldestenen i havet. Den er blandt Danmarks ti største sten med sine anslåede 160 tons og et areal så stort, at heste og vogne kunne holde på den, ifølge en beretning fra 1851. Dog ligger den i dag 80 m ude i vandet. Den brummer og varsler, når vejret bliver dårligt, og den vender sig, når den lugter nybagt brød.[xxvi] I dag er den vært for hvilende skarver og deres fugleklatter.
Under mine fødder er et hav af mange stenvæsener i smukke farver; runde, skarpe, kantede, flade, glatte, hullede. Jeg tænker:
Næste gang, du samler en sten op, så lad den sætte dig i kontakt med den dybe tid, den manifesterer, og lad den gøre dig stærk, solid og fredfyldt. Anerkend dens skønhed og vær stille; måske siger den dig noget på sit urgamle stensprog. Mærk dens tyngde.
So let us pick up the stones over which we stumble, friends, and build altars. Let us listen to the sound of breath in our bodies. Let us listen to the sounds of our own voices, of our own names, of our own fears. Let’s claw ourselves out from the graves we’ve dug. Let’s lick the earth from our fingers. Let us look up and out and around. The world is big and wide and wild and wonderful and wicked, and our lives are murky, magnificent, malleable, and full of meaning. Oremus. Let us pray.
Pádraig Ó Tuama.[xxvii]
​
​
Birgitte Kirkhoff, 2022
​
